|
Artiklen er skrevet af Ole Sejer og blev bragt i DanAdopts
blad Alverdens Børn, nr. 2 i 1999, under titlen ’Jai-Sita’.
Artiklen bringes her i en lettere forkortet version.
Har man sagt A, må man sige B, og når man har
sagt Bal Vikas, må man sige Jai-Sita, som leder børnehjemmet.
Efternavnet er Panigrahi, men det er overflødigt i
Danmark, både i DanAdopt
og blandt de mange danske forældre, for hvem Jai-Sita
nærmest er blevet en institution.
Det startede ret tilfældigt i 1977 på en almindelig
opsøgende kontaktrejse, hvor Jane
Baun fra Danadopt blev anbefalet at tage kontakt til Jai-Sita,
der den gang som ung socialrådgiver arbejdede på
et andet børnehjem Shree Manav Seva Sangh (SMSS). Til
alt held blev rådet fulgt, og som DanAdopts repræsentant
forestod hun formidlingen af et større antal børn
fra dette børnehjem. Samarbejdet med SMSS ophørte,
og i 1984 etablerede Jai-Sita sin egen institution: Bal Vikas.
Dermed tog de internationale adoptioner fra Bal Vikas for
alvor deres begyndelse.
Jai-Sita er ikke blot socialrådgiver, men også
jurist og besidder derfor al ønskelig faglig ekspertise,
som DanAdopt nyder godt af i alle indiske adoptionsspørgsmål.
Hun er selvsagt særdeles velanskrevet i indiske adoptionskredse
og har sæde i den lokale adoptionskomité.
For Jai-Sita overkommer meget. Med det nye Bal Vikas skulle
hun ganske vist få hele sin virksomhed samlet under
et tag i modsætning til tidligere, hvor pladsproblemet
tvang hende til at entrere med flere små private ’nursing
homes’. Alligevel får hun nok at se til som eneadministrator
for 25 ayah’er, som tager sig af børnene, 2 socialrådgivere,
sygeplejersker, sekretærer og vagtfolk.
Det siger sig selv, at det ikke er hende, der i det daglige
mader børnene, skifter bleerne og leger med dem. Alligevel
kender hun alle børn på børnehjemmet.
Måske fordi hun personligt har navngivet hvert eneste.
Og det forlyder vedholdende fra forskellige kilder, at hun
stadig kan navnene på de 500 børn, der i årenes
løb er kommet fra Bal Vikas til Danmark.
Hun kommer her i embeds medfør mindst et par gange
om året. Så benytter hun altid lejligheden til
at besøge nogle af ’sine børn’, og hvor andre
med mange børn tæt på i det daglige, måske
kunne føle sig fristet af hotellets komfort i fred
og ro, bor hun helst privat hos danske forældre og deres
børn. Som alle Østens folk er hun en elskværdig
og høflig gæst, der forærer sine værtsfolk
gaver: ofte spændende, raffinerede, eksotiske indiske
krydderier. At hun mestrer indisk kogekunst kan skribenten
med mange bevidne. Men alt kan blive for meget, og historien
om, at hun elsker at kokkerere i ethvert dansk køkken,
hun gæster, er stærkt overdreven.
Jai-Sita kan lide Danmark og danskere. Hun, der selv er ordholdende,
værdsætter, at man holder, hvad man lover, og
hun sætter stor pris på de menneskelige kontakter,
hun gennem årene har fået, både i Danmark
og blandt børn og forældre.
God for en humoristisk bemærkning eller et humoristisk
glimt i øjet er hun altid. Måske er det i virkeligheden
der hemmeligheden bag den forståelse, tillid og fortrolighed,
der præger hendes samarbejde med danskerne, ligger.
Vi er på samme bølgelængde. Hun forstår
den danske humor og tilfører den med sin stærke
personlighed nye – internationale, fristes man til at sige
– dimensioner.
At man som nævnt står overfor en stærk personlighed,
er ingen, der har truffet hende, i tvivl om. Hun ved, hvad
hun vil. Alligevel er hun ikke den, der fører sig frem
i store forsamlinger, hvor hun nærmest beskedent holder
sig tilbage. Hun behøver heller ikke at slå på
tromme for sig selv.
Hun har sit udseende med sig, uden at det er steget hende
til hovedet. Jai-Sita er sej. ingen opgave er for stor, og
ingen for lille. Da hun ankom i maj (1999) med 6 små
børn fra Bal Vikas, skiftede hun egenhændigt
bleerne på samtlige børn på turen, fordi
hjælperne ikke havde det så godt med bleskift.
Men der var jo ingen grund til at yppe kiv om bagateller.
Det er også Jai-Sita: Hjælpsom, og tro mod sig
selv og sine omgivelser – voksne som børn. Fra det
øjeblik de ’indiske danskere’ fylder 18, står
Bal Vikas døre dem åbne for besøg. Journalerne
er klar. Og Jai-Sita vil med garanti give dem et personligt
ord med på rejsen.
|
